OPS på Folkemødet 2025
Den 14. juni rykker OPS teltpælene til Allinge, Bornholm for at deltage i årets Folkemøde.
OPS afvikler selv 3 debatter og deltager desuden i yderligere 4 debatter - som du kan læse mere om nedenfor:
Fredag
9.30 – 10: Uddannelsesreformen: Fup eller fantastisk? Informations Scene v. Studenterrådet KP - F24
Deltagelse af tiltrædende næstforperson, Line Kjær Christensen
Tidligere på året landede den nye ungdomsuddannelsesreform og reformen af professions- og erhvervsakademiuddannelser. Med de længe ventede uddannelsesreformer var der lagt op til et forbedret uddannelseslandskab med livslang læring og adgang til alle, som skal gøre det nemmere for unge at navigere i. Men hvad sker der, når man afskaffer uddannelser som f.eks. HF, skærper adgangskravet til STX og forkorter videregående uddannelser? Er der kommet færre valg, eller har de studerende fået færre muligheder? De nye reformer har affødt et uddannelseslandskab med en masse men’er og måske’er, med et uddannelsestog, der fortsat kører med 180 kilometer i timen. Er de studerende blevet hørt? Og har man overhovedet kigget på ungdommen i dag, når det kommer til uddannelsesbehov- og ønsker? Eller er det i større grad politikernes behov, der bliver opfyldt? Det vil Studenterrådet ved Københavns Professionshøjskole gerne invitere til debat om.
9.45 – 10.30 Kommission for uddannelsesglæde Tænketanken DEA, Galleri Sonjas have - K24
Deltagelse af forperson, Nanna Thea Mulvad Johansen
De seneste år har trivselsdebatten fyldt meget i uddannelsessektoren. Der er meget vi skal undgå - mistrivsel, stress, pres og karakterræs. Men hvad er det, vi vil opnå med vores skole og uddannelser? Hvad med det, der rent faktisk giver os glæde ved at gå i skole og studere? Der er måske mere end nogensinde brug for at få blik for uddannelsesglæden.
I den anledning samler DEA en kompetent kommission og spørger – hvad er det, der giver os glæde ved uddannelse? Og hvad er deres bedste bud på, hvordan vi får mere glæde ind i uddannelsessystemet?
13.00 – 13.50: Hvordan sikrer vi den demokratiske dannelse blandt unge? DUF - Ungdommens Scene B13
Deltagelse af forperson, Nanna Thea Mulvad Johansen
Et stærkt demokrati kræver, at alle har en reel mulighed for at blive hørt. Men hvordan sikrer vi, at unges stemmer ikke blot inviteres ind – men faktisk får plads? Vi sætter fokus på, hvor den demokratiske dannelse opstår – og hvordan fællesskaber som foreninger, skoler og højskoler kan give unge mod og mulighed for deltagelse.
15.00 – 15.50: Findes det gode studievalg? DUF - Ungdommens Scene B13
Deltagelse af tiltrædende næstforperson, Line Kjær Christensen
Kvote-1 fristen er lige om hjørnet og rundt om i landet står unge overfor hvad der - efter sigende, er et af livets største valg. Til at stille skarpt på hvilken størrelse studievalget er, hvad der fungerer, forventningspres - og måske hvorfor der ikke er så meget at være bange for, samler OPS studenterbevægelsen til en åben snak om hvordan studievalget ser ud - og hvordan det kunne se ud.
17.15 - Et ungt liv med psykisk sygdom Set, mødt og behandlet? Danske Regioners Telt - F10
Deltagelse af bestyrelsesmedlem, Emma Christine Damgaard
Hvordan føles det at få en psykiatrisk diagnose, mens man stadig er ved at finde ud af, hvem man er? Hvad sker der, når man bliver mødt med tavshed, tvivl – eller velmenende ord, der rammer helt forkert? I dette event deler Lauge og Alexander deres levede erfaringer med at blive ramt af psykisk sygdom i en tid, hvor identitet, fremtid og fællesskaber er i spil. De fortæller om at få en psykiatrisk diagnose som teenager eller ung voksen – og om, hvordan det både forandrede og formede deres liv. Samtidig giver eventet et unikt indblik i, hvordan Alexander og Lauge sætter deres erfaringer som patientundervisere i spil: At stå frem foran sundhedsprofessionelle studerende og sætte ord på noget, der er forbundet med stigmatisering og tabu. Hvad sker der, når det levede liv bliver til læring? Og hvad kan sundhedsprofessionelle lære, når de tør lytte? Kom og vær med til en ærlig og livsklog dialog om psykisk sygdom og stigmatisering – og det at finde sin stemme, midt i det hele.
Lørdag
13.00 – 13.45: Praktik og reformaftaler - hvad nu? A38
Deltagelse af forperson, Nanna Thea Mulvad Johansen
Reformaftalen for professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelser har kastet nyt lys over uddannelsespraktikken. Tilbage står spørgsmålet, er praktikken reddet eller var reformen kun den halve kamp? Mere end nogensinde før er der brug for at granske praktikopholdets format, og hvordan det kan justeres ud fra reformaftalens rammer. I den anledning samler OPS studenterfagbevægelsen for at belyse og diskutere hvordan praktikken ser ud - og hvilken form den kan tage i fremtiden?
Debatten forsøger at kortlægge praktikkens nuværende format, at diskutere reformaftalens praktikrammer – og endeligt, hvordan praktikken kan forbedres indenfor disse rammer.
14.15 – 15.00: Er stigende individualisering en barriere for fællesskaber? Danske Regioners Telt - F10
Deltagelse af tiltrædende næstforperson, Line Kjær Christensen
I et samfund, hvor vi hele tiden opfordres til at skabe vores egen identitet, hvor sociale medier konstant fremmer individuel succes og personlig branding, opstår spørgsmålet: Hvad sker der med vores kollektive ansvar? Den retorik, vi møder på sociale medier, understøtter ofte idéen om, at vi alle er hovedpersoner i vores eget liv, hvilket kan føre til, at vi fokuserer mere på personlig synlighed end på at engagere os i det, der virkelig betyder noget: fællesskabet. Hvorfor ser vi så få unge deltage i foreninger, samfundsorganisationer og bevægelser, når mulighederne for selvudfoldelse og synlighed på sociale platforme er uendelige? I en tid, hvor fællesskaber som aldrig før risikerer at blive svækket, er det et nødvendigt spørgsmål at stille: Hvem skylder vi noget? Er det kun os selv, vi skal tage ansvar for, eller har vi et ansvar for at være en del af noget større?